TAL med dit barn – det tæller alt sammen!
Som forælder spiller du en vigtig rolle i dit barns læring. Det er gennem samtaler, nysgerrighed og fælles oplevelser, at dit barn får mulighed for at opdage og forstå matematik på en meningsfuld måde. Du behøver ikke have alle svarene – det vigtigste er, at du viser interesse, stiller spørgsmål og taler med dit barn om det, I oplever sammen.
I skolen arbejder vi med matematik på mange forskellige måder, og det kan være anderledes, end du selv husker det. Derfor er samarbejdet mellem skole og hjem afgørende. Når vi sammen støtter børnene – både i undervisningen og i hverdagen – styrker vi deres forståelse, selvtillid og lyst til at arbejde med matematik.
Inspiration til matematik i hverdagen
På siden her finder du inspiration til, hvordan I som familie kan bringe matematik ind i hverdagen på en naturlig og uformel måde. Små samtaler gør en stor forskel – og alt, hvad I taler om, tæller med.